Gibraltar ligger som en ensom klippe ved indsejlingen til Middelhavet. Det er en engelsk koloni som historisk set har haft stor militær betydning. Når man begiver sig ind til Gibraltar krydser man som det første landingsbanen for såvel civile som militære fly. Er der et fly på vej op eller ned må man pænt vente udenfor bommen før man kan krydse landingsbanen. For turisten består Gibraltar primært af byens gågade, hvor man kan handle toldfrit, og klippen, hvor aberne boltrer sig med turisterne. På toppen af klippen har man den flotteste udsigt til det smalle stræde mellem Afrika og Europa. Det kan anbefales at lade sig transportere ad de smalle og hårrejsende veje op på klippen med en af de minibusser som kører fra pladsen ved svævebanen.
Sierra Nevada er et kæmpe bjergmassiv, hvor flere tinder er mere end 3000m høje og dækket af sne det meste af året. Her ligger Europas sydligste skisportsted og hele området er udlagt som naturreservat med mulighed for traveture, mountainbike- og kanoture. Hvis man tager den lige vej er der 2,5 times kørsel til skisportstedet fra Casa Helga, men især om sommeren kan man få en fantastisk naturoplevelse ved at køre ad de små veje igennem reservatet, f.eks. over Monachill. Her møder man højst en fårehyrde i ny og næ og en enkel vildfaren turist.